Du har sikkert allerede en masse viden om de negative sider af stress. Der er masser af historier om folk der bliver sygemeldt med stress og alle de negative effekter som længerevarende stress kan have på krop, hukommelse, immunforsvar og koncentration. Det er sjældent, der er fokus på de positive sider af stress. Det er det, vi skal have fokus på her. Vi slutter af med en øvelse for at booste dit humør, energi og dit mindset. Så sæt dig tilbage i stolen og nyd det.

stress kan være et enormt drive og ikke al stress er skadelig. Hvad du tænker om din stress skaber positive og negative effekter.

Du får:

  • Et mere positivt perspektiv på, hvad stress er.
  • En øvelse i at booste din energi, dit humør og dit mindset.

Stressresponsen er grundlæggende god.

Alt det der sker i din krop, når en stressrespons bliver udløst, sker for at få dig til at præstere optimalt. Det bankende hjerte giver mere energi til cellerne, dit fokus og koncentration bliver skarpere, du reagerer hurtigere, som situationen påkræver det osv.

Du spørger måske dig selv:

“Hvis det er sandt, hvad er det så, der skaber de negative effekter, og hvorfor bliver så mange så sygemeldt?”

“Hvorfor føler jeg alt det modsatte – stressen ødelægger mit liv?”

Det håber vi, at vi kan give noget af svaret på her.

En fantastisk opdagelse.

I følge sundhedspsykolog Kelly McGonigal er det vores tanker, der er udslagsgivende for, hvordan stress påvirker os. Folk, der opfatter stress som negativt, har simpelthen større risiko for skadevirkninger og omvendt, folk der ser stressen som positivt, som et drive, har flere positive effekter af samme belastning.

Lad os tage en simpel ferie som eksempel. Manden der gerne vil ligge ved poolen med en drink i hånden og slappe af for virkelig at afstresse. Han vil bare slappe af og ikke stresse rundt til alle mulige kulturelle arrangementer. Konen vil gerne ud, og opleve når nu engang de har endelig chance for det. Hun føler hun spilder tiden ved at sidde ved poolen hele ugen, det er sindssygt frustrerende og stressende ikke at lave noget.

For hver af dem, er det forskelligt, hvad der udløser den negative stress. Det er ikke den “stressende” udflugt i sig selv. Det er tankerne omkring den, og hvordan man har det med den plus hele konteksten, der spiller ind.

Det samme gælder for fortolkningen af de ændringer, man oplever i sin krop under belastning. F.eks. at hjertet slår hurtigere og at man trækker vejret hurtigere. Det er tegn på at kroppen “gearer op” og præsterer bedre. Fuldstændig ligesom hvis man går op af en trappe. Det skal man bare være glad for – og fremfor at betragte det som at der er noget galt, skal man betragte det som at det betyder at man fungerer som man skal.

Ved at betragte stress-responsen som noget grundlæggende positivt, er der forskning der viser at de biologiske ændringer under pres også forandres. Forsøg viser, at hvis man har et positivt mindset overfor den udfordring man står overfor og den reaktion man selv har, trækker blodårerne sig ikke sammen og blodtrykket forbliver derfor konstant – selvom man udviser de øvrige “symptomer” som opstår under stress.
Dette kan være en af forklaringerne på, at man kan se en effekt af det positive mindset. Og det er et smukt eksempel på, at vores krop påvirker vores sind – og vores sind påvirker vores krop.

“Er det så min egen skyld, hvis jeg bliver syg af stress?”

Nej, overhovedet ikke. Logisk set kan det jo kun være ens skyld hvis man gør det helt bevidst – med vilje. Skyld er en tung følelse og er noget af det, vi mennesker er gode til at give hinanden og os selv – og skyld bidrager desværre kun med endnu mere følelse af at der er noget galt med én.

Selv med den rette viden kan det endda være svært at styre sine tanker. Tankerne opstår ofte uden at vi bevidst skaber dem. Omvendt er vi heller ikke 100% i lommen på vores tanker. Vi kan godt kontrollere dem til en vis grad – nogen gange. Og vi kan vurdere vores egne tanker bevidst. Det giver os chancen for at styre os igennem. Vi giver dig nogle gode råd til hvordan du gør det her.

Forskellige syn på opgaven og ressourcerne.

  • Stress er skadeligt, på nær når den ikke er.
  • Stress øger chancerne for tidlig død, på nær når folk har en fornemmelse af at have et formål.
  • Stress øger chancerne for depression, på nær når de ser en fordel i deres stress.
  • Stress er paralyserende, på nær når folk har de fornødne ressourcer til at håndtere situationen.

Den vigtige evne til at være opmærksom og skelne.

Hos ReSTEAM ser vi hverken stress som negativ eller positiv. Det er dog vigtigt at være opmærksom, at der i stressresponsen kan ligge et utroligt positivt drive og mange goder, også helbredsmæssigt.

Vi vil i sær bede dig om at dvæle ved punkt fire herover:

“Stress er paralyserende, på nær når folk har det fornødne ressourcer til at håndtere situationen.”

Det vi gerne vil lære dig, er at være fuldstændig opmærksom på, om ressourcerne faktisk er der. Når vi taler ressourcer i denne sammenhæng handler det om, mentale ressourcer, kropslige ressourcer, kompetencemæssige ressourcer, økonomiske ressourcer, netværksmæssige ressourcer mm. Der skal være balance på alle budgetter.

Mærk efter, skab pausen og få balance i hele stressbudgettet.

Hvis man tonser derudaf uden at være opmærksom på sig selv, er der chance for, at ressourcerne bliver slidt op, budgettet kommer i ubalance, og organismen bryder sammen. I vores sidste blogindlæg talte vi mere om dette budget du kan se videoen her: https://www.resteam.dk/stress-historier-fra-medierne-bagermesteren-og-e-sports-gameren-gik-ned-med-stress/

Brug daglige pauser til at restituere – til ikke at tænke! De behøver ikke være lange, men pauserne er vigtige for at nulstille dit system.

En gang imellem, så mærk efter i dig selv: reflektér og undersøg om ressourcen virkelig er der. Hvordan har du det i kroppen? Hvordan er din søvn? Er der nye kompetencer, du har brug for? Er der folk, du mangler at konfrontere? Er der adfærd, du bør arbejde på at ændre? Er der ro på dine tanker?
Find ressourcerne i dig selv, i dine egne aktiviteter og i dine sociale aktiviter med andre.

I vores tidligere blogindlæg finder du masser af øvelser til at få skabt den pause og få fundet de ressourcer til at få skabt den balance. Nu hvor du ved, hvad tankerne kan gøre ved kroppen, håber vi dette giver mening.

Et hypnotisk mudderbad.

Her får du en øvelse, der i sig selv kan være med til at give dig en pejling, skabe en pause og skabe følelse af velvære. For nogen kan denne øvelse virke lidt for spirituel. Det behøver det slet ikke, bare forestil dig for en stund at alt det gode i verden rammer dig, og du kan få de svar du ønsker. Alt det rundt om er blot retorik og en struktur. Gør det til dit eget.

  1. Sæt dig behageligt i en opmærksom positur og luk øjnene.
  2. Vid at du kan påvirke din tilstand med dine tanker, og vid at det at give sig selv en mental pause i sig selv bringer mange goder.
  3. Brug lidt tid på at bemærke følelsen underlaget, lydene i rummet, dine tanker, lyden og følelsen af din vejrtrækning osv.
  4. Forestil dig at du træder ind i et rum, som kun er dit, hvor du kan føle dig tryg og sikker. Hvis du var en munk, ville det være dit hellige sted, et sted hvor du kan heale, opnå indsigter, og få mental og fysisk energi og ro.
  5. I rummet er der en særlig kraft, lys, eller atmosfære, som kan påvirke dig dybt.
  6. Forestil dig at energien fra alle dem der holder af dig og alle dem du beundrer er samlet her, og at du kan spørge dem til råds om hvad som helst og suge til dig af deres energi og indsigter.
  7. Sug så til dig, få det kram, hør de ord, mærk følelsen af ikke at skulle noget for en stund, få stillet de kritiske spørgsmål. Er der noget, du mangler? Er der nogen, der kan hjælpe dig? Er der noget, du bør være opmærksom på? Hvad ville dem, der er omkring dig sige og råde dig til? Hvad med dig selv, er der balance i stressbudgettet? Hvordan har din krop det?
  8. Forestil dig at du får dine svar og at kroppen kan regulere på sig naturligt. Tag action på de ting du mener, du bør ændrer i din hverdag hvis der er noget.
  9. Tak dig selv for at lave øvelsen. Åben øjnene, frisk i hovedet, ro i kroppen, klar til resten af dagen.
Den positive side af stress
Tagget på:     
Wordpress Social Share Plugin powered by Ultimatelysocial
error

Hvis du kunne li' denne post, sætter vi kæmpe pris på, at du deler.

LinkedIn
LinkedIn
Share